Velkommen til foreningen Fejø Tekniske Museum for dem, der holder af traktorer og maskiner fra gamle dage – primært effekter der har været anvendt på Fejø. Foreningens formål er at være samlingssted for de, der elsker at rode med og at istandsætte gamle maskiner. Foreningen er også for de, der blot ønsker at se på eller har brug for hjælp til at løse et teknisk problem. Kort sagt: alle er velkomne!
Foreningens ejendom på Vestergårdsvej 5, som Fejø Tekniske Museum har erhvervet ultimo 2022 og holder til i, var oprindeligt en firlænget gård opført i 1912 med en nyere lade tilbygning fra 1960.
Landbrugsjorden er frasolgt ejendommen for en del år siden. Den sidste halve snes år har ejendommen henstået ubeboet og primært været anvendt til opbevaring og lignende.
Nedenstående 4 fotos, der alle er fra Det Kongelige Biblioteks digitale samling af luftfotos, er alle fotograferet af Sylvest Jensen Luftfoto.
Den manglende daglige anvendelse af ejendommen har medført at den stort set var usynlig for de forbipasserende, idet den var helt tilgroet med brombærkrat og lignende.
Det har ikke ubetinget bidraget til at forskønne området, som består af Fejøs største sommerhusområde.
Kommende projekter.
Det gamle portrum er blevet åbnet op så man kan se ind i gården. Med tiden skal det indeholde plancher og informationsmateriale med videre. Værkstedet og udstillingshal er færdigindrettet – næste ønske er en ny port til udstillingshallen, som der er søgt fondsstøtte til.
Et stort kommende projekt er nyt tag på de 2 længer og gårdsiden af værkstedet. Murene skal berappes ligesom facaden på stuehuset – forhåbentligt sker det når vejret bliver dertil. Det er store og dyre projekter, som der er indsendt fondsansøgninger til.
Udendørs er det nysåede græs i god vækst og begyndt at indramme området flot.
Alt, som kan udføres ved frivilligt arbejde udføres således, men kommende projekter kræver professionel indsats – og det kræver mange penge og at skaffe disse tager tid.
Vi beder dog samtidig om forståelse for, at “Rom blev ikke bygget på en dag”.
Det kræver nemlig udover frivillige hjælpere også en masse kapital at kunne løfte opgaven.
===============================================================
TAK
Vi vil gerne rette en stor og dybfølt tak til alle de, der på den ene eller anden måde hjælper til og bidrager enten med effekter til udstilling, materialer, likvider, sponsorskilte, arbejdskraft og/eller maskinkraft af enhver art. Uden denne støtte og hjælp havde projektet med at etablere FEJØ TEKNISKE MUSEUM ikke været muligt.
Ingen nævnt – ingen glemt.
===============================================================